tirsdag den 4. august 2009

Ayatollahens Khameneis ordrer venter

Det skulle efter sigende være alt som afholder Iran fra at få atomvåben.


Iran has perfected the technology to create and detonate a nuclear warhead and is merely awaiting the word from its Supreme Leader, Ayatollah Ali Khamenei, to produce its first bomb, Western intelligence sources have told The Times.

The sources said that Iran completed a research programme to create weaponised uranium in the summer of 2003 and that it could feasibly make a bomb within a year of an order from its Supreme Leader.


Khamenei har dog tidligere udsendt en fatwa mod atomvåben
- men det synspunkt deles ikke af alle iran.

Rafsanjani sagde i 2001:



"If a day comes when the world of Islam is duly equipped with the arms Israel has in possession, the strategy of colonialism would face a stalemate because application of an atomic bomb would not leave any thing in Israel but the same thing would just produce damages in the Muslim world"


Et angreb fra Israel, er nok mest en trussel uden substans, for det vil kun sætte Iran tilbage i 2-3 år og konsekvenserne vil være store i form af at Iran bider fra sig på alle mulige måder, hvilket de kan gøre gennem både Hamas og Hizbollah, samt egne angreb:

Ehud Barak, Israel’s Defence Minister, last week reiterated that a military strike against Iran’s nuclear facilities was still an option, should the talks fail. Israeli officials estimate that a raid on Natanz and a nuclear facility at Arak, in central Iran, would set Iran’s nuclear programme back by two to three years.


Den største trussel kommer dog ikke fra Iran, omend klare udmeldinger og ønsker om at blive en militær supermagt. Den kommer fra Pakistan, som jeg vil lave en lille temaserie om på bloggen de næste dage.

Admadinejad er dog en farlig person, her er en artikel om hans mange, åbne udmeldinger i linket:

Og mod Israel er måske Iran ikke alene en trussel, langt farligere er Hamid Guls drøm om et nukleart khalifat.

Man siger at araberne ikke er enige og adsplittede.

Men i 1947 var mange af dem enige, igen i 1967 var flere af dem enige, om at angribe Israel.
Hamas samarbejder allerede med Iran, som er deres største støtte, eller i hvert fald den som skjuler det mindst.

De er alle enige om, at de ikke kan lide Israel.

I Israel på den anden side, tilhører fremtiden de fanatiske jøder, der føder 7 børn kvinde og dermed demografisk vil dominere Israel inden for få generationer, hvor af nogle drømmer om et storisrael, som det var i bibelsk tid.

Det politiske, og i øvrigt demografiske, landskab vil forandre sig voldsomt de næste 40 år, hvilket med meget stor sandsynlighed bliver absolut blodigt. Fremtiden tilhører religiøse fanatikere, ikke demokratiske værdier og fornuft.

12 kommentarer:

raapil sagde ...

Uden kommentar til alle dine øvrige pointer, så er dette simpelthen ukorrekt:

"Men i 1947 var de enige, igen i 1967 var de enige, om at angribe Israel."

Det er ikke engang et spørgsmål om at tolke historien, men om at det er faktuelt ukorrekt. Det vil jeg ikke laste dig, for det er udbredt mainstream-forståelse, og jeg gider heller ikke en disputs.

Jeg ville bare lige markere, og så skriver jeg sikkert noget om det senere under min feature 'Zionist Mythbusters'.

Mvh.

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Pointen er ikke at alle lande var enige, men at flere var.

Der har været mere utænkeligt alliancer i historien.

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Nogle vil foreksempel sige at en alliance mellem shia muslimer og sunnimuslimer er utænkelig.

Det er den ikke i tilfældet Hamas og Iran.

raapil sagde ...

Pointen er ikke bare at araberne ikke var enige, men at ingen arab-stater angreb Israel i 1947. Det gjorde de i 1948 (med Jordan som hængende makker, der forhandlede hemmeligt med Israel), men det er ikke rimeligt at sætte datoen for krigens begyndelse til dagen efter Israels oprettelse, for allerede i 1947 havde de israelske styrker indledt sin fordrivelsespolitik af araberne i de israelske områder, og krigserklæringen fra araber-staterne var - i hvert fald delvist- en reaktion herpå.

Hvad angår 1967 så er det fakta at det var Israel der angreb sine arabiske naboer, altså indledte krigshandlingerne. Du kan finde mange forklaringer på dette, og nogle er bedre end andre.

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Det er da korrekt at de først angreb i 1948, men krigen startede allerede i 1947 i det små.

I denne kilde kan du også læse, at araberne flygtede selv, de blev generelt ikke fordrevet, tværtimod nogle bad dem om at blive. Men blev nægtet indrejse efter krigen. Et lige antal jøder efter krigen, blev derimod fordrevet, som reaktion på krigen og dette.

Raapil, De arabiske stater var i færd med at mobilisere i 1967 - og havde i måneder beskudt Israel med artilleri.

Og at påstå at araberne angreb Israel på grund af Deir Yassin og fordrivelsen af arabere er det rene vås. De lagde ikke skjul på at de var i mod selve oprettelsen af Israel og deres øvrige hensigter.

Jeg har skrevet lidt tidligere om dette, også om i følge en engelsk officer var araberne rædselslagne over at jøderne skulle tage hævn i for hvad de havde gjort, underforstået at der har været overtal af forbrydelser mod jøder, som startede allerede i 1921.

Arabiske Ligas leder, Azzam Pasha:

"This will be a war of extermination and a momentous massacre which will be spoken of like the Mongolian massacres and the Crusades."

Tranjordans konge Abdallah, drømte om et storsyrien, og var mest imod oprettelsen af Israel. Tre dage før krigen bad han jøderne om at lade være med at oprette en selvstændig stat, og lovede dem indflydelse i sit storrige.

De arabiske stater bekymrede sig ikke om en palestinænsisk stat. De havde alle muligheder for at oprette en efter 1948, men snuppede landet til deres egne lande.

Ikke at forglemme Haj Amin al Husseini, stor muftien som stod bag flere pogromer blandt andet i 1929 og 1936.

raapil sagde ...

Jeg bliver desværre nødt til at stoppe mine kommentarer med denne sidste. Det er spændende, men jeg har drøntravlt med forberedelser til det nye skoleår. Men altså:

Israelske historikere som Benny Morris og Ilan Pappe har slået entydigt fast at der var tale om etniske udrensninger af arabere af de jødiske styrker i 1947-48.

Du kan sikkert finde undtagelser (der var faktisk grupper af jøder som forsvarede deres arabiske naboer), men billedet er klart:

Plan Dalet havde til formål at erobre så meget af Palæstina som muligt og fordrive så mange arabere som muligt.

Dette billede bakkes også op af historikeren Avi Shlaim, som viser at den zionistiske ekspansions-trang, personificeret af Ben-Gurion, har været drivkraft i gennem hele den israelske historie.

Hvad troede du ellers israelerne laver på Vestbredden? Byggemodner området til palæstinensisk overtagelse???

Ang. krigsudbruddet i 1967 så var det Israel der indledte krigshandlingerne, hvilket du altså ikke skrev. Der var mange årsager til dette, men igen Avi Shlaim o.a. viser, at Nasser efter alt at dømme ikke havde til hensigt at angribe.

Han var optaget af krig i Yemen, og mobiliseringen af tropper langs den israelske grænse kom som følge af (falske) sovjetiske meldinger om at Israel planlagde at angribe Syrien. Det er til dato ikke afklaret hvorfor Sovjet bragte disse efteretninger, som bragte deres allierede i fedtefadet.

Ang. spærringen af Tiran-strædet og blokaden af israelske både i Suez, så havde det stået på i en del år, så at det i sig selv skulle være årsag til Israels angreb er tvivlsomt.

Nogle mener at Israel brugte den egyptiske mobilisering som påskud for et overraskelsesangreb der én gang for alle ville vise araberne hvem der var stærkest.

Under alle omstændigheder holder din ensidige Israel-apologi ikke. Mark Tesslers bog regnes for ikke-så-ringe-endda, men ikke for et autoritativt værk om konflikten.

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Din ensidige apologi holder jo heller ikke. Problemet med denne konflikt er at den er så fuld af bias, løgn og spin.

Du får de til at lyde som om at Deir Yassin var normen nærmere end undtagelsen.

Der blev dræbt over 1000 mennesker i en gensidig konflikt før selve krigens udbrud, startende med uroligheder efter FN godkendelse af delingen i november 1947, som førte til 62 døde jøder og 32 arabere.

Boykotten af jødiske varer startede allerede i 1945.

Jeg afviser ikke Åndsvage zionister, og regeringen som har ladet dem bosætte sig.

Hvis du læser den sidste artikel jeg linker til i min post, vil du også se at nogle af de radikale jøder nærmest lyder som imaner med jihad ambitioner for at få endnu mere.
Fremtidens Israel tilhører desværre også disse radikale, som Gaza tilhører Hamas.

At islamister og arabere ikke har kunnet acceptere selv et lille land, som i 1937 hvor Peel kommisionen overvejede at give jøderne 17 procent af Palestina. Det har dog intet med fordrivelse og massakrer at gøre.

I øvrigt sendte araberne våben til palestinænserne og 4000 frivllige mellem december 1947 og Feb. 1948,Som startede en guerilla krig.

Så det var gensidigt og i min opfattelse mest drevet af araberne.
Haganah havde 3000 mand på det tidspunkt, sgu ikke en lineup til at kæmpe mod arabiske lande, eller provokere dem, for hulen da.

Morten - - - sagde ...

"Problemet med denne konflikt er at den er så fuld af bias, løgn og spin."

Ja. Det er næsten utroligt, at der er så få mennesker i verden, der er optaget af at oplyse, frem for at missionere. Det er også ret tydeligt, hvordan sympatierne fordeler sig i overensstemmelse med "min fjendes fjende er min ven"-devisen. De fleste danskere har resigneret (og det er et kulturelt modenhedstræk) og mener, at konflikten er "en konflikt mellem to umodne parter". I følge en for år tilbage offentliggjort statistik.

- - -

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Man kunne også sige, at vi har grebet 1864 helt forkert an her i Danmark.
Det var helt forkert at vinde ind ad, hvad vi tabte ud ad.

Vi skulle have lavet selvmordsangreb, affyret artilleri og raketter mod Tyskland i stedet.

Så vi kunne have været det uskyldige offerfolk nummer et i verden.

Sønderjyderne blev ikke diskrimineret som palestinænserne. Ved at ikke måtte komme i den tyske hær. Nej de døde i tusindvis, tvangsindskrevet til at kæmpe for tyskerne. Og Når tyskerne så reagerede med hævn og militærmagt, så kunne vi tude verden ørene fulde omkring, hvor brutale og forbryderiske tyskerne er.

Morten - - - sagde ...

Altså - grundig historisk forskning (på RUC, f. eks.) har overbevisende dokumenteret, at danskerne var "serberne" i den konflikt. Så vi kunne på ingen måde have skabt os et martyrium. Det er jo ikke synd for serbere!

- - -

Thomas Bolding Hansen sagde ...

Har de små ikke altid ret?

Morten - - - sagde ...

Muslimerne mente i hvertfald, at der var en pointe i, at de var så mange overfor os danskere under Muhammed-krisen. Og det var der forbløffende mange andre, der var enige med dem i.

Det ser ikke ud til, at fåtallighed trumfer race - ligesom seksualitet og køn ikke gør det.

For en sand anti-racist er race det allervigtigste i hele verden. Dén - og den alene - afgør, om du har ret. Senest har det dog også - men kun i en kombination - fået betydning, om man har den rette tro. - Af hensyn til trosfriheden, naturligvis.

- - -