lørdag den 16. maj 2009

Salman Rushdie var engang alene

Et glimrende interview med Salman Rushdie i Information:

Det er dog efterhånden mange år siden, pointerer Salman Rushdie. Trussels-niveauet imod ham er faldet, og han er efterhånden begyndt at kunne lave sjov med fatwaen.

"Jeg vil give V.S. Naipaul ret, når han siger, at det var en ekstrem form for litteraturkritik," siger han og klukker.

I mange år var Salman Rushdie stort set alene med dødstrusler hængende over hovedet i vores kulturkreds som religionskritiker. Uden livvagter og sikkerhed havde han angiveligt lidt den samme skæbne som Theo Van Gogh.

Som Robert Redeker påpegede i et andet interview i Information for nylig, gør man ofret til forbryderen, ved at dæmonisere de mennesker som vover at kritisere Islam. (Update: fik linket den forkerte artikel, sorry)

Salman Rushdie kan i dag leve højt på, at det er længe siden "De sataniske vers" udkom, og han i dag blot er en på listen, blandt dem som stiller livet på højkant i kampen for den ret til kritisere religion som vores forfædre tog for givet, uden at man skulle trues med bål og brand, henrettelse fysisk eller psykisk.
Men opbakningen til de mennesker der tør stikke snuden frem, er ikke den største. Hvilket den relativistiske - venden op og ned på tingene - reaktion på muhammadtegningerne så glimrende illustrerede i alle farver. Fra rødt til lyseblåt, nærmere end fik den sorte farve placeret på den væg, hvor den hørte til.

Salman Rushdie, Robert Redeker, Hirsi Ali, og mange andre, gør ikke noget anderledes, end hvad Spinoza, Thomas Jefferson, Voltaire, Bertrand Russell og mange andre gjorde.

De opfordrer ikke til drab eller forfølgelse. De hader ikke muslimer. De ser bare nødvendigheden af, at religion ikke spiller en væsentlig rolle i et samfund, at religion er organiseret hykleri med en potentielt intolerant og mere eller mindre dogmatisk tilgang til tilværelsen, med lige så potentielt katastrofale konsekvenser.

De praktiserer med andre ord en nødvendig kritik rettet mod religionen Islam, der er lige så nødvendig som oplysningstidens kritik mod Kristendommen: En kamp der stod på i årtier og hvilken åndelig føde indeholder mest vitamin? Sig navnet, Darwin, som forstod, at han måtte bruge mange år på et solidt dokumenteret arbejde, før hans teori havde en chance.
Forsøget var gjort før ham, men Adam og Eva var ikke sådan at placere på den mytologiske hylde og der er stadig mange i dag, der tror på Adam og Eva, jordens skabelse for få årtusinder siden.
Det samme krav har vi i dag, til kampen mod de politiske religioner. Kun en dyb og velunderbygget modteori, kan vinde kampen.
For vi kæmper mod to religioner på en gang, en åndelig og en politisk. Og religioner placeres kun på sin rette hylde med overvældende fakta og bevisbyrder.

"Frihed er uenighed. Demokrati er diskussion. I et åbent samfund må man acceptere, at andre synes noget andet, end man selv synes. Alt andet ender i blodbad," siger han.
Hvis vi alle var enige om alt, så ville det kun være et tegn på, at dogmatismen og totalitarismen har vundet, hvad enten det er sket med fysisk eller åndelig magt.

Det betyder ikke, at alle holdninger og idéer er lige gode og lige sande. Men af selvsamme årsag, skal enkelte idéer og tanker aldrig dominere, de skal udveksles, kæmpe mod hinanden. Ingen idé eller tro skal være urokkelig og leve i fred. Ingen tanker skal undgå at blive underkastet en grundig afvejning på kritikkens vægtskål, undgå at ty til et solidt forsvar med tyngde.

"Uden migration havde jeg ikke været til. Mit liv er blevet skabt af bevægelser rundt på jordkloden. Sådan er det for mange moderne mennesker. Og det ligger der et stort potentiale i. Synspunkter mødes, og der opstår nye ideer," siger han og tilføjer:
Salman Rushdie er tilhænger af migration, men han er jo heller ikke økonom. Uddannet arbejdskraft kan vi altid bruge, men det sker jo ikke uden at berøve samfund, der har mere brug for kompetente og uddannede personer, end vores, deres allerede sparsomme elite, omend deres situation i visse tilfælde kan synes håbløs.
Det er blandt de paradoksale verdensforhold, at palæstinenserne i kraft FN hjælp, er blandt de mest veluddannede i den arabiske verden, en rationel og veluddannet elite har ikke nødvendigvis en stor chance.

Multikulturen er allerede en realitet, i alle byer på kontinentet, det på både godt og ondt.
Migration uden filter betyder mere på ondt, end på godt.

"På grund af 11. september er der opstået en mistænksomhedskultur. Folk er blevet bange for dem, der er anderledes. De er farlige. Og det, mener jeg, er meget tragisk."
Der tager han fejl. Den "mistænksomhedskultur" eksisterede i forhold til Islam lang tid før 9/11.
Med det der skete den dag, fik den blot et mere klar og frygtindgydene konkretitet, end de mere enkeltstående og diffuse ud i kriminalitet, velfærdsmisbrug, og truslen mod national egenart og sammenhæng - demokratiet.
Hvor sørgeligt det end er, så er det en diskussion parallelt med at gifte par med børn skilles og de små ting på stribe, der udløser skilsmissen.
Det er menneskets natur og at man i højt tempo, fra politisk hold siden 1983 og 1986, har arrangeret et tvangsægteskab mellem to modvillige kulturer, begge uden den store villighed til at omfavne hinanden, gør ikke chancen for succes større.

For ser man på moderne despotier, er det bemærkelsesværdigt, hvor puritanske de er, mener han. Og det bliver netop fremhævet i romanen via kontrasten til fortidens promiskuøse tyrannier.

"Hvis du for eksempel tager Taleban, er de mere interesserede i kulturelle restriktioner end i realpolitiske projekter. Musik hader de virkelig. Og dans, teater, film og korte skørter. Det, de vil forbyde, er nydelsen," siger han og fortsætter:

"Men underligt nok er puritanismen ikke kun noget, der hører religiøse despotier til. Se på Kina for eksempel. Der lægger de heller ikke ligefrem op til løssluppenhed. Det er, som om der findes et element af frihed i nydelsen, som er farligt for de lukkede samfund."

Jeg vil tilføje at lige som tilslutningen den klassiske totalitarisme vandt udbredelse inden for demokratiet. Så vinder denne nye totalitarisme, uden at kunne betjene sig af despotiske metoder, terræn i Europa, omend der kues med jura i baghånden i lande som specielt England og ved eksklusion, samt stigmatisering af budskaber og budbringere som ikke kan bringes for retten.

Men den findes også her i Danmark, hvor indblandingen i privatlivet, både mentalt og fysisk, bliver mere og mere omfattende. Både i erhvervslivet, hvor kravene ikke længere stilles til enkelte fagspecifikke kompetencer, men også til personens sjæleliv.
Man skal være omstillingsparat, fleksibel, optimistisk, kreativ, brændende engageret, ben i næsen osv. Se en række jobannoncer og find selv flere "rigtige". Regeringen kalder på mere ansvar, hvilket er fair nok, for personligt ansvar er noget, vi savner i dagens Danmark. Men områderne den søges fremtvunget på, så som arbejdsløshed, er bestemt ikke udelukkende drevet af det personlige ansvar, men af udbud.

Hvor ansvaret ikke er klart, skubbes det rundt. Konfliktskyhed og frygten for at begive sig ud i situationer, hvor man ikke kender udfaldet bliver større, for man har nok at kæmpe med som det allerede er.
Så ansvar der burde tages, bliver ikke taget, og ansvar som er meningsløst og et overgreb på individer, bliver afkrævet metodisk på en stadigt mere vidtforgrenet glidebane mod større styrke i kravene.

Regeringen blander sig i sundhed samtidigt med, at den beklager ældrebyrden og finder desperate og buksevædende løsninger på selvsamme. Den skaber omfattende de problemer, som den beklager eksistensen af. Så kommer der råd om at købe mad ude, samtidigt med at junkfood, let og hurtig mad, kritiseres. Så er folk for tykke og ryger for meget, samtidigt med at alkoholpriserne nedsættes og sodavand gøres billigere og hospitalerne ikke har tid, personale, til at undersøge patienterne ordentligt.
Der skal være sammenhæng ikke blot i samfundet, men også i de idealer og idéer som driver det og fylder det med mening.

Men ikke kun erhvervslivet og politikerne står bag fænomenet. Samtalekøkkenet skal være pinligt rent, og i øvrigt så har vi frustrationen og den dårlige samvittighed over at samtalekøkkenet ikke anvendes efter hensigten.

Livsstils magasiner, kulturelle skribenter, reklamer fokuserer på en aktiv og gennemdesignet fritid, hvor dellerne skal motioneres væk og ikke ligge på panden, sociale og kulturelle oplevelser skal være en del af ugens pensum, børnene skal have kvalitetstid, både familien og arbejde skal stå i et omfattende og gennemdefineret centrum med så mange plusparametre som muligt. Mad skal være både sund og kulinarisk.
Så er der lige Facebook og det store netværk, ups hvor tiden går. Det kræver virkelig selvkontrol, samt evne til skelne mellem skidt og kanel, at leve i dagens Danmark.

Resultatet er kontrol og mere kontrol, krav og flere krav, mere dårlig samvittighed oven på endnu mere dårlig samvittighed.
Stress er efterhånden en folkesygdom og tilværelsen er blevet en overfladisk jagen efter vind, som ikke giver mening med hensyn til bevarelsen af det, som virkeligt skabte dette her samfund.
Nemlig et mere simpelt sæt værdier, som ordentlig opdragelse, grundig skolegang og læring, arbejde lig med flid efter afgrænset og tillært evne, den samvittighedsfulde udførelse af selvsamme i et anstændigt og realistisk tempo. En sammenhæng af værdisæt og ydelse, der gik i lige linje fra barnsben til rullestol, uden at rutche op og ned, forsvinde helt for at pludseligt vende tilbage med infernalsk kraft. Uden skemaer og jobudviklingskurser. Uden udbredelse ud i meningsløse detaljer.

At man selv er herre over sit liv, og nok kan man pege fingre af samfundet, men i sidste instans er de rigtige fingre, dem man peger mod sig selv - uden at stille urimelige og unødvendige omfattende krav til det som ikke tæller - de er de eneste rigtige fingre at pege med og dem som gør udslaget.
Ældre mennesker er mere præget af både mere simple og færre, men stærke værdier, der var udslaget i at vi blev det samfund, som vi er i dag.

Denne inflation af krav, og censur med hensyn til, hvad man bør mene om bestemte ting, om hvordan ens psyke og fritid bør være, er totalitarisme indført af bagdøren. Det er dog ikke så galt endnu, at danskerne generelt ikke nyder deres tilværelse. Men der er en udvikling i gang, hvor på alle planer bliver muligheden for at nyde tilværelsen mindre.

Og hvis tilværelsen ikke skal nydes, i respekt for andre menneskers ditto mulighed og den måde de gør det på, hvad skal den så?

Et samfund kan ikke bygges, eller bestå uden stærke værdier - fælles værdier - og viljen til at tage et frivilligt, personligt ansvar, hvor det tæller. Men et samfund med overflow af irrelevante, eller fejlplacerede krav, baseret på rettigshedsfundamentalisme, nærmere end en balance mellem ydelse og nydelse, er et samfund i frit forfald.
Og det betragter jeg vort samfund som værende, endnu ikke på den stejleste skrænt, men på kurs mod samme.

Et samfund kan ikke bestå uden rygrad, det kan heller ikke udvikle sig i ren konsensus og i en påtaget, elitestyret og tilsyneladende enighed.

0 kommentarer: