fredag den 29. maj 2009

Et kirkedigt i disse tider

Vi taler om adskillelsens af kirke og stat. Flygtningene i Brorsons har drevet flere til at melde sig ud af folkekirken. Det er nye tider. Er religionen en kulturarv, vi skal honorere, ja det synes jeg.

Den er en del af vor historie, og historien kan vi aldrig smide ud af vort blod.

Men kirken skal adskilles, den skal adskilles i vort indre, fra vor tanke. Her taler jeg om dogmerne og troen. Troen er et fortidslevn, men det er næstekærligheden ikke. Jesus kernebudskab er aldrig uden aktualitet, kun den indpakning kirken har givet den og de forvrængninger og gradbøjninger, for at slet ikke tale om særdeles totalitære forbrydelser den historisk forårsaget.

Med det mener jeg ikke, vi skal være naive eller tossegode, men vi skal hjælpe hinanden og tænke på omverdenen. Og vi skal hjælpe os selv uden tro på bønner og uden at blive båret frem af andre, det er det, vi skal have til at gå op i en højere enhed.

Personligt går jeg kun i kirkerne, for at tage del i familiens og bekendtes glæder eller sorger.
Når præsten taler, lytter jeg og forventer det værste, klar til at lukke af. Det sker man bliver både glædeligt overrasket og såvel, for at vende den modsatte side af mønten op ad, chokeret i et omfang man ikke havde forventet.
Jeg er stadig medlem af folkekirken, en længere historie jeg ikke vil komme ind på her.

Nej, den adskillelse af kirke og samfund som er den vigtige, er adskillelsen inden i. Den mentale adskillelse.

Den har altid eksisteret, mennesker har altid tænkt sit eget inde i sit indre, når præsten talte.
I dag er der nok færre end i tidligere tider, som lader sig bevæge til tungetale, det helt store amen.

Men den vigtige adskillelse sker stadigvæk inde i vores sind. Det er for så vidt ligegyldigt, hvor mange kirker eller moskeer vi har, eller ikke har, hvis denne indre adskillelse ikke finder sted.

Så hvorfor adskille i det fysiske, det som allerede er adskilt i det psykiske?

Det ville da være langt mere vigtigt, hvis vi var bevidste om troens uden-nådegaver i en bredere forstand.
At vi adskiller også politisk tro, alle former for ideologisk tro, fra vort mentale indre.

Det vigtige er vi tænker selv, og ikke lader andre tænke for os!

En af mine yndlingsdigtere er Henry Wadsworth Longfellow.
Han skrev som 26 årig, så vidt jeg husker, et af hans bedste digte som netop var en selvstændig reaktion, et ungdommeligt oprør, inspireret af præstens gudstjenester:

A Psalm Of Life

By Henry Wadsworth Longfellow


What the heart of the young man said to the psalmist.

Tell me not, in mournful numbers,
"Life is but an empty dream!"
For the soul is dead that slumbers,
And things are not what they seem.

Life is real! Life is earnest!
And the grave is not its goal;
"Dust thou art, to dust returnest,"
Was not spoken of the soul.

Not enjoyment, and not sorrow,
Is our destined end or way;
But to act, that each to-morrow
Find us farther than to-day.

Art is long, and Time is fleeting,
And our hearts, though stout and brave,
Still, like muffled drums, are beating
Funeral marches to the grave.

In the world's broad field of battle,
In the bivouac of Life,
Be not like dumb, driven cattle!
Be a hero in the strife!

Trust no Future, howe'er pleasant!
Let the dead Past bury its dead!
Act, - act in the living Present!
Heart within, and God o'erhead!

Lives of great men all remind us
We can make our lives sublime,
And, departing, leave behind us
Footprints on the sands of time; -

Footprints, that perhaps another,
Sailing o'er life's solemn main,
A forlorn and shipwrecked brother,
Seeing, shall take heart again.

Let us, then, be up and doing,
With a heart for any fate;
Still achieving, still pursuing,
Learn to labour and to wait.



Det er ikke første gang, jeg bringer et digt af Longfellow. Hans digt "Excelsior" bringer os om noget dybt ind i sjælen på det, som har skabt en stor kultur som vores. Det er nok hans mest kraftfulde digt, i min optik, og et yndlingsdigt af mine.

0 kommentarer: