Det er derfor vigtigt, at vi som evigt udgangpunkt adskiller symbolet og det som det symboliserer - den virkelighed, der ligger bag.
Det specielt vigtigt i disse tider, for sproget har en strategisk dimension, hvor man via spin, forsøger at gøre forholdet mellem sproget og virkeligheden endnu mere arbitrært.
Med spin forsøger man faktisk at udvande betydningnen af sproget, eller overføre en anderledes og modsat betydning til et virkeligt forhold.
I dag kunne ingen politiker i Danmark, med mange stemmer som mål, finde på at undlade brugen af begrebet velfærdsstat.
I dette tilfælde har vi et konkret redskab, at måle værdien af udsagnet med, nemlig bliver der brugt flere penge på velfærd?
At vi har en statsminister som sprogligt har kritiseret velfærdsstaten forandrer ikke det faktum, at pengene fosser ud af statskassen.
Omvendt er det med begrebet "islamofobi", der har vi ikke noget direkte og konkret middel (slet ikke noget simpelt) til at måle vægten af udsagnets sammenfald med virkeligheden.
Der er med andre ord frit slag, til at anvende begrebet i flæng.
Islamofober beskyldes for at dæmonisere Islam, men begrebet islamofobi dæmoniserer islamkritik.
Det er let at slippe af med. For hvis man skal kvalificere eller diskvalificere begrebets sandhedsværdi, ville det kræve en enorm viden omkring Islam og Islams historie, om nuværende forhold for kvinder og vantro. Noget som kun kan vurderes i helhed, men affærdiges i enkeltdetaljer.
Som eksempel, kan man påpege at kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder ikke kun er begrænset til Islam. Det er ganske let og uden besvær at fremsætte den i øvrigt sande påstand, mens det kræver vidtgående kendskab til kvinders forhold i Islamiske lande og den historiske og tekstuelle baggrund at kvalificere det forhold, at vægten af påstanden er lav, og at kvinder inden for Islam faktisk bliver udsat for mere vold og mere undertrykkelse, end andre kvinder.
Eller vold, er mere udbredt inden for Islam, end inden for vores kultur.
Det samme omkring folkemord og krig. Alle kulturer har ført krig og begået folkemord (Ikke nødvendigvis i religionens navn, som i tilfældet Kampuchea), så det er let at påpege det forhold.
Men det kræver omfattende historisk viden omkring Islams mange massakrer i Indien, Eurasien, Balkan, hvordan hele egne blev ladt øde, alt slået ihjel og den Islamiske dogmatiks rolle i denne hyppigt gentagne fremgang, at blive sikker i sin påstand omkring at Islam ikke lader noget stå tilbage i forhold til Barbarer, tyranner, og andre totalitære ideologier med megadrabstendenser, på det punkt.
Så selv om vi brøster os af et videnssamfund, så er spin netop effektiv, på grund af uvidenhed, selv på felter, hvor viden er let at opnå.
Det er der ikke så meget, man kan gøre ved, andet end at forsøge at bringe viden på banen, fremfor beskyldninger og karaktermord.
Men har begrebet ikke en berettigelse? Jo det har det! Det har en berettigelse som araknofobi, men burde så hedde muslimofobi, for der findes mennesker, der er bange for alle muslimer, hvilket giver lige så meget mening som at være bange for alle edderkopper.
Omvendt er det jo interessant, at bemærke, at det ikke betragtes som Kommunist-fobi, Nazi-fobi, når man frygter eller afskyr alle tilhængere af disse ideologier.
Det er jo langt fra sikkert at alle kommunister er blodtørstige, hensynsløse, de er jo også mennesker som alle os andre og kommunismen, eller den revolutionære socialisme er jo heller ingen monolith.
Men begrebet bliver sjældent vendt mod mennesker som frygter alt inden for Islam og alle muslimer. I stedet bliver det vendt mod kritik af islam generelt og brugt til at dæmonisere denne kritik. Det lader sig kun gøre fordi der mangler viden og fordi bevidstheden omkring både sproget og den virkelighed som den afspejler, er mangelfuld.
Robert Redeker om Islamofobi og begrebets historie:
Ordkonstruktionen ‘islamofobi’ er en fælde lagt af islamister i den hensigt at vanskeliggøre islamkritik. En sproglig nydannelse har vundet indpas i den offentlige debat: ordet islamofobi. Dette ord, der lydligt kan ligne xenofobi, er konstrueret i den hensigt at indgyde frygt ved ubevidst at skabe forestillinger om had, forfølgelse og diskrimination - og dermed til hensigt at indgyde skyld. Stadig flere anvender dette ord som synonym for ‘racisme’ eller en parallel til antisemitisme. Men er denne brug tjenlig for det, som må være republikkens fornemmeste forpligtelser: at værne om samfundets sekulære orden og bekæmpe racisme? Fører det ikke til tankemæssig uklarhed, der kan få skadelige konsekvenser for republikken, dens værdier og kulturelle arv?
Forskeren Caroline Fourest har sporet ordet til dets oprindelse, og dets historie rummer artige overraskelser, der er afslørende for dets ophavsmænds intentioner. Det viser sig, at udtrykket islamofobi først blev brugt af radikale islamister imod feminister.
Kate Millet, den berømte amerikanske kvindesagsaktivist, blev udskældt som islamofob efter at have opfordret iranske medsøstre til at nægte at bære slør. Tilsvarende var det i de følgende i sammenhæng med muslimsk kvindeapartheid - tørklædetvang i skoler og institutioner, kønsadskillelse i svømmehaller osv. - at beskyldninger for islamofobi i stigende grad blev rettet imod dem, som talte imod bestræbelser på at ophøje denne apartheid til officielt anerkendt norm...
Ordet islamofobi vender tingene på hovedet og placere åndsformørkelsen i offerets position og det sekulære demokrati i aggressorens. Det sekulære demokratis forsvarere burde afholde sig fra brugen af dette ord, samtidig med at de må skærpe indsatsen for at bekæmpe virkelig racisme, især arabofobi.
0 kommentarer:
Send en kommentar