søndag den 23. marts 2008

Sproget er ikke virkeligheden

”Spin is a variation on the truth; lying has no connection to the truth." (Bill Press)

Spin er kommet for at blive, alle elsker det. Organisationer, politikere, selv eksperter. Men mest af alt elsker vi journalister det. For det gør vores arbejde lettere. God spin er aldrig løgn. Kan det blive bedre?

Spin, er ikke kun når organisationer, politikere osv. Ghostwriter medieindslag. Nej, om igen. Spin er også når vi journalister udvælger interviewpersoner, uanset hvor mange, og holder mikrofonen for dem.
Spin er heller ikke kun når organisationer eller politikere snurrer os journalister rundt, uden at trække direkte i næsen. Nej, spin er også en metode vi selv anvender, rettet mod organisationer og politikere etc.
Spin er, kort defineret, når vi som skribenter, forskere, politikere, interessegrupper selekterer og afgrænser sandheden.

I gamle dage ville man nok havde kaldt spin for manipulation.
Nu har vi allerede fået indblik i at sproget ikke er identisk med virkeligheden. At et negativt klingende begreb kan erstattes med et mere acceptabelt eller positivt begreb, kædet til akkurat samme virkelighed, som når Post Danmark er så fræk at kalde massive forringelser i service for forbedret service. Eller når delvis uhæmmet våbenmagt kaldes ”collateral damage”.
Man kan også anvende et mere bredt begreb. Erstat selv begrebet ”fyringer” med ”nedskæringer”. Eller ”stress” med ”travlhed”.

Hvis vi vil bedrive kritisk journalistik, eller kritisk tankevirksomhed generelt, må vi starte med at være kritiske over for sproget. Det er aldrig præcist. Det er en overenskomst mellem mennesker, om at bruge et bestemt symbol for et bestemt objekt eller flere. Det anvendte sprog er baseret på en mere eller mindre klar overenskomst. Netop derfor er det vigtigt at vi tyder virkeligheden bagved nærmere end begrebet selv. Det er først når vi går bag et begreb, at det for alvor bliver interessant.

Det forhold gælder specielt for overordnede begreber med fleksible rammer. Et begreb kan være nogenlunde entydigt som til eksempel ”vådt”. Men det kan også være flertydigt og abstrakt, og ikke alene det. Det kan forgrene sig langt ned i virkeligheden og faktisk i et vist omfang styre, og være med til forme, denne. Tag et begreb som status, eller selvværd blot for at nævne nogle eksempler.
Jo mere overordnet et begreb er, jo mere kan det betyde og gradbøjes.

Se blot den sidste valgkamp. Næppe nogensinde har en valgkamp i medierne været så blottet for konkret politik, så domineret af spin med overordnede begreber: ”Velfærd”, ”frihed til forskellighed”. Velfærd for hvem? Dem som skal betale omfordelingen over skattebilletten? Forskellighed, hvordan hænger det lige sammen med den faktisk implementerede politik?
Begge begreber er så overordnede, at de er svære at sige nej til. De skal tolkes i deres konkrete effekt, ud fra implementeringen.

Løgn er upopulær i den journalistiske verden, men spin er jo ikke løgn.
Man siger om fiskenet, at de kun fanger små fisk. De store svømmer lige i gennem. Det samme kan siges om journalister og begreber.

0 kommentarer: